Navigation Navigation

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Gode råd

Overvejer du at bruge alternativ behandling for at få en bedre hverdag med din astma eller allergi? Her er seks ting, du bør tage stilling til, inden du går i gang.

1. Supplér i stedet for at erstatte

Se den alternative behandling som et supplement til den behandling du får hos din læge. Alternativ behandling kan ikke erstatte den medicin, din læge har ordineret til dig.

2. Tal med din læge

Nogle former for naturmedicin kan påvirke traditionel medicin, og visse midler kan fx indeholde pollen. Tal derfor behandlingen igennem med din læge for at sikre dig, at de to slags medicin ikke modarbejder hinanden. Husk, at naturmedicin også kan have bivirkninger.

3. Stil krav til din behandler

Markedet for alternativ behandling er broget. Gør dig klart, hvilke kriterier du vælger ud fra, inden du beslutter dig for en bestemt alternativ behandler. Skal behandleren være medlem af RAB (Registrerede Alternative Behandlere)? Eller vælger du fx ud fra en personlig anbefaling?

4. Stil krav til behandlingen

Spørg dig selv, hvad dit mål med behandlingen er? Er det fx færre symptomer? Mere energi? Bedre livskvalitet? Personlig udvikling? Eller en kombination? Forhold dig til, om dine forventninger er realistiske.

5. Beslut hvor lang tid du vil bruge

Hvor mange behandlinger er du indstillet på at gå til, og hvor lang tid må der gå, inden du tager stilling til, om behandlingen virker for dig? I gennemsnit tager et behandlingsforløb hos en alternativ behandler ca. seks behandlinger, men det er meget individuelt.

6. Gør op hvad det må koste

Prisen for alternativ behandling er meget forskellig. Hvad synes du er rimeligt? Mener du, at det er pengene værd?

Du kan læse mere om naturmedicin på SRABs hjemmeside (Sundhedsstyrelsens Råd vedr. Alternativ Behandling).