Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Hvem har ansvaret, når der er skimmelsvamp i boligen?

Din boligform afgør, hvem der har ansvar for at udbedre skimmelsvampen.

Hvis du bor i ejerbolig

Du står selv med ansvaret for at udbedre skaderne, hvis du ejer din bolig. Din forsikring kan muligvis dække udgifterne.

Hvis du bor i leje- eller andels-, ungdoms- eller ældrebolig

Så kan du kontakte viceværten. Og gør det til en vane at sende al kommunikation på skrift – det er brugbart, hvis sagen på et tidspunkt går i hårknude. Er din vicevært ikke lydhør, så send en kopi af brevet til dem, der administrerer boligen. De har formentlig et forsikringsselskab, som kan besigtige skaderne.

Når du henvender dig, bør du:

  • Skrive et brev
  • Beskrive problemet udførligt
  • Eventuelt forslå en løsning på problemet
  • Give modtageren en tidsfrist for svar
  • Taler du med modparten, er det en god idé at skrive et kort referat af samtalen og sende en kopi til vedkommende. På den måde har du hele tiden bevis for sagsforløbet.

Vær opmærksom på, at du fjerner bevismaterialet, hvis du vælger selv at reparere skaden. Så kan det blive svært at overbevise modparten om, at der har været et problem.

Klager og hjælp

Vil din udlejer ikke gøre noget ved sagen, har du mulighed for at klage til Beboerklagenævnet (almen bolig) eller Huslejenævnet (private) i din kommune.

Har du brug for hjælp, kan du henvende dig til Lejernes LandsOrganisation (LLO). LLO kræver medlemskab, men kan fx hjælpe dig med at kontakte udlejer eller huslejenævn.

Du kan også henvende dig til en advokat. Du kan bede advokaten hurtigst muligt forlange et syn og skøn, som er en uvildig gennemgang af boligen af en 3. person, der udpeges af en dommer. Konklusionen af denne undersøgelse kan bruges i en eventuel retssag.

Det er muligt at søge fri proces. Mange har retshjælpsdækning i deres almindelige familieforsikring.

Velfærdsministeriet og Erhvervs- og Byggestyrelsen har udarbejdet en vejledning til kommunerne om deres mulighed for at gribe ind over fugt og skimmelsvamp i boliger. Du kan læse vejledningen her.

 

Læs mere:

 

Personers ophold i bygninger med fugt og skimmelsvamp

Pjece fra Sundhedsstyrelsen


Er der fugt og skimmelsvamp i din lejebolig?

Pjece til lejere i private udlejningsboliger


Er der fugt og skimmelsvamp i din lejebolig?

Pjece til lejere i almene boliger