Hvad står logoet for

For dig betyder Astma-Allergi Danmarks Blå Krans:

  • 0 parfume, 0 farvestoffer og 0 produktsminke i produkter med forbundets logo. Alle ingredienser skal have en funktion for produktets effekt. Intet må være tilsat for at få produktet til at se godt ud, lugte mindre eller bedre. 
  • 0 formaldehyd, 0 optisk hvidt og 0 kolofonium.
  • Produktets fuldstændige recept er vurderet af en toksikolog – også for det du ikke selv kan læse på indholdsdeklarationen. Producenterne udleverer den fuldstændige recept med præcise koncentrationer af stoffer mv. til os. Vi gennemgår i detaljer hver enkelt ingrediens og sammensætningen af ingredienser. 
  • Minimail risiko for hudirritation, kontakteksem og allergi ved brug af produktet.
  • Fuld deklaration på produkterne (også vaskepulver og rengøringsmidler, hvor det ikke er et lovkrav), så du ved hvad produktet indeholder. Så er det nemt for dig, der har kontaktallergi

Den Blå Krans står for desuden for:

  • Fuld deklaration på produkterne (også vaskepulver og rengøringsmidler), så du ved hvad produktet indeholder. Så er det nemt for dig, der har kontaktallergi
  • Indholdsstofferne indgår i koncentrationer, hvor risikoen for at få allergi er  minimeret
  • Nul parfume, formaldehyd, farvestoffer og anden produktsminke
  • Mere end 200 produkter indenfor hudpleje, hårpleje, babypleje, bleer, vådservietter, rengørings- og vaskemidler, solbeskyttelse, puder og dyner. Se oversigt over produkter

Vi forlanger, at produktet kun indeholder nødvendige ingredienser.

Koncentrationen er afgørende

Koncentrationen af en ingrediens er helt afgørende for, om et produkt kan give allergi. Produkter uden konserveringsmidler får hurtigt vækst af bakterier og svampe. Og det kan give store problemer for mennesker med eksem.

Derfor gør vores kemiker meget ud af at vurdere koncentrationer af konserveringsmidlerne. Koncentrationerne skal være så lave, at de minimerer risikoen for allergi og samtidig er i stand til at konservere og hindre vækst af fx svampe, som kan forværre eksem.

Stor forskel i risiko på shampoo og creme

Der kan være forskel på, hvilke ingredienser vi tillader i fx shampoo og cremer. Shampoo kommer kun kortvarigt i kontakt med huden i modsætning til cremer, som smøres direkte på og ofte trænger delvis ind i huden.

Derfor er det ikke muligt at overføre regler og normer direkte fra det ene produkt til det andet. Vores eksperter må i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvad der kan lade sig gøre.

Du er i trygge hænder – men brug din sunde fornuft

Vores logo på emballagen betyder, at risikoen for at udvikle allergi af produktet er minimal. Men vi er jo forskellige, og ekstremt følsomme mennesker kan måske risikere at slå ud alligevel. Og for dig, der har en kendt allergi, er det vigtigt, at du kigger nøje på ingredienslisten.

Brug din fornuft, når du køber ind, og undgå det du ikke kan tåle. På produkter med vores logo kan du læse dig til det.

Deklarerede
produkter

Undgå hudallergi og føl dig tryg - brug produkter med Den Blå Krans.