Hvorfor deklarerer I produkter med parabener?

Fordi parabener ikke er så dårlige som deres rygte.  I hvert fald ikke alle sammen, for der findes flere forskellige slags parabener. I et meget omtalt forsøg viste det sig, at en enkelt slags parabener kan virke hormonforstyrrende. Siden er parabener under ét blevet skældt meget ud i medierne.

I Astma-Allergi Danmarks deklarationsordning tillader vi ikke produkter med den type parabener, der er tvivl om.  Til gengæld findes der andre parabener, der er blevet brugt som konserveringsmiddel i kosmetik i mere end 60 år uden at skade sundheden. De må godt være i produkter med Astma-Allergi Danmarks logo.

Konserveringsmidler er nødvendige i produkter, der kommer i kontakt med huden. Fx i en creme, hvor du ofte har fingrene nede i – og måske ikke altid rene fingre. Konserveringsmidler sikrer, at cremen ikke rådner og giver infektion. Det sidste kan forværre kontakteksem og børneeksem.