Web Content Display Web Content Display

Hvor kommer luftforureningen fra?

Den største kilde til forurening i Europa er vejtrafikken. Luftforurening er derfor specielt et problem i større byer, hvor der er meget trafik.

Personbiler, busser og lastbiler osv. forurener luften i lav højde, hvor vi mennesker opholder os. I tæt trafikerede områder og smalle gader med høje bygninger kan forureningen nå så høje koncentrationer, at det er sundhedsskadeligt.

 

Totalt set er forureningen fra industrien pr. år dog større end forureningen fra trafikken. Men industriområder ligger som oftest langt fra beboelsesområder, og eventuel røg fra fx kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg renses inden den sendes ud i luften i meget høje skorstene.

Derfor kommer den værste forurening i "næsehøjde" også i langt højere grad fra trafik, brændeovne og brændefyr end den kommer fra industrien.

Andre kilder til luftforurening:

  • Boligopvarmning, specielt afbrænding af kul eller træ
  • Andre transportformer som fly, tog og skib
  • Industrielle processer fx elværker og fabrikker
  • Forbrænding af affald
  • Landbrug
  • Om sommeren bidrager udendørs grill og benzinplæneklippere også til den lokale luftforurening.

Forurening med vinden

I Danmark har vi hovedsagelig vestlig vind, derfor transporteres dele af vores luftforurening til fx Sverige. På samme måde modtager vi i Danmark luftforurening fra England og Øst- og Centraleuropa, når vinden kommer fra syd og sydøst.

Udendørs luftforurening kan måles i indeklima

I dag opholder vi os inden døre det meste af tiden, men kvaliteten af luften uden dørs har alligevel betydning for luftforureningen inden døre. Udeluften trænger ind i din bolig gennem sprækker, døre, vinduer og ventilation. Det gælder specielt for de fine partikler, hvor ca. 70 % af de fine partikler fra udendørs forurening kan måles inden døre.

Husk at mange andre aktiviteter i dit hjem fx rygning, madlavning, brændeovn og stearinlys også forurener luften - endog med mange af de samme stoffer, som vi finder i udeluften.

Eksempler på luftforurenende indendørskilder er:

  • gaskomfurer - især NO2 og CO
  • tobaksrøg - partikler, tjærestoffer mm
  • afdampning fra bygningsmaterialer - fx formaldehyd fra spånplader
  • afdampning fra møbler – fx terpener, formaldehyd, linolie og limstoffer
  • brændeovne – partikler, tjærestoffer og dioxiner

Det er derfor vigtigt, at du lufter ud i din bolig. Bor du i et stærkt trafikeret område, bør du dog undgå at lufte ud i myldretiderne morgen og eftermiddag.