Web Content Display Web Content Display

Skolestart

Langt de fleste børn med astma eller allergi oplever skiftet fra børnehave til skolen uden store problemer. Men det kræver et forarbejde. Overordnet bør alle vide, hvilke symptomer der skal observeres hos børn, hvornår der skal reageres, og hvordan der skal handles.

Før skolestart

Før barnet begynder i skole, vil det være rigtig godt med et møde med den kommende skole og SFO. Det vil være optimalt, hvis klasselæreren, kontaktpædagogen og skolens sundhedsplejerske deltager. På mødet skal forældrene fortælle om, hvad det er for nogle sygdomme, som barnet har, og hvordan det præger barnets hverdag.

Forældrene skal informere, om der er særlige hensyn, der skal tages i dagligdagen; eksempelvis fødevarer, der skal undgås. Mulige symptomer skal gennemgås, så det er helt klart for alle, hvad man skal være opmærksom på, ligesom alle skal vide, hvordan man behandler dem. Alle voksne, der  har kontakt med barnet, skal informeres om disse forhold, da der kan være situationer, hvor der skal  reageres hurtigt.

Lav en plan

Det er også nødvendigt, at der ligger en opdateret skriftlig plan i både skole og SFO, som er tilgængelig for alle voksne. Planen skal være overskuelig, i forhold til mulige symptomer, og ud fra dette skal det være helt klart, hvordan der skal reageres. Eksempelvis skal det fremgå, hvornår man skal kontakte læge eller ringe efter en ambulance.

Hvis der skal gives medicin i nogle af situationerne, så skal personalet være fortrolig med håndteringen, således at der ikke opstår tvivl i en akut situation. Har barnet eksempelvis en adrenalinsprøjte eller en astmainhalator, så skal personalet vide præcis, hvordan disse anvendes.

Vær konkret

Da der kan være personale, der ikke kender til sygdommene, er det ofte nødvendigt at være konkret og  give eksempler, når hverdagen beskrives – eksempelvis, hvis der skal deles kage ud i klassen, eller hvordan de skal reagere, hvis barnet får hosteanfald, ved eksempelvis rundbold i frikvarterne. Ofte kan sundhedsplejersken i samarbejde med forældrene varetage denne oplæring.

Personalet kan også have glæde af siden: www.astma-allergiiskolen.dk.

Forældregruppen skal også orienteres, således at alle ved, hvordan de skal reagere, hvis barnet pludselig bliver syg. Forældrene kan også videregive en lignende plan, som den skolen har liggende. Samtidig er det vigtigt, at I som forældre husker at opdatere den skriftlig plan, hvis der sker justeringer.

Ovenstående kan virke overvældende, men husk på, at de fleste børn har en god hverdag i skolen trods astma og allergi – forudsætningen er her, at der er et trygt samarbejde mellem hjem, skole og kammeraternes forældre.

Læs mere:

 

Pjecer: Bliv klogere på høfeber

Hent vores gratis pjece om høfeber
og pollen


Besøg vores side astmabarn.dk

Bliv klogere på børn og astma


Rådgivning når det passer dig

Bliv medlem og få adgang til online rådgivning