Familiedag om fødevareallergi
Astma-Allergi Danmark afholder Familiedag om førevareallergi.
Lørdag den 24. september bliver Ledernes Konference Center i Odense rammen om en dag med fokus på familier med børn der har fødevareallergi
Børnenes alder skal være mellem 5 og 12 år og søskende i aldersgruppen er også velkomne.
Som det fremgår af programmet, bliver der rig mulighed for samvær og erfaringsudveksling med andre familier med samme udfordringer i hverdagen.
Først vil forældrene få mulighed for at høre børnene sætte ord på deres allergi. Hvilke tanker gør de sig? Hvad ved de? Betina Hjorth fra Astma-Allergi Danmarks Rådgivning vil samle op på deres input og supplere med mere viden, hvis det behøves
Herefter vil børnene møde nye udfordringer udenfor i samarbejde med nogle friske instruktører. Der vil blive mulighed for fx træklatring og bueskydning. Forældrene bliver tilbage og får mere viden om fødevareallergi. Bl.a. skal vi snakke om livskvalitet samt udfordringer ved overgangen fra børnehave til skole og når barnet bliver ung. Men vi kommer også rundt om, de mere faglige ting som: vokser mit barn fra sin allergi, hvordan læser jeg varedeklarationer osv.
Før frokost samles vi alle til fysiske udfordringer, og efter frokost deler vi os igen. Børnene underholdes af Børnekulturhuset Fyrtøjet med eventyr, rollespil og udklædning og forældrene hører et meget spændende oplæg fra en familieterapeut om det at være en familie hvori der er et barn med en kronisk sygdom. Hvordan påvirker det parforholdet, søskenderelationer, bekendtskabskredsen osv. Her bliver der rig mulighed for at bidrage, men også bare at "tage imod" og reflektere over egen situation.
Vi afslutter fælles inden vi igen drager hjem efter en dag fyldt med oplevelser.
Der mulighed for diæter uden mælk, æg, hvede og gluten. Evt. andre fødevarer kan oplyses på tilmeldingsblanketten og vi vil arbejde på at imødekomme dem.
Familiedagen er for medlemmer af Astma-Allergi Danmark og deltagelse koster 100 kr. pr. familie
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Betina Hjorth på 43 43 59 11