Samtaleguide

Vi har lavet en samtaleguide med tips og information til samtaler med forældre, der ryger derhjemme.
Print den, og tag den med, når der skal tales passiv rygning, fx ved indskolingssamtalen eller ved hjemmebesøg.

Den gode samtale om røg derhjemme

For at få en konstruktiv og positiv dialog med forældre om passiv rygning, er det vigtigt at komme godt fra start og være klar til at justere på forventede handlinger og resultater.

Vi anbefaler at tage afsæt i metoden "Den motiverende samtale".

I den motiverende samtale tages der udgangspunkt i, at de fleste mennesker har et delt eller ambivalent forhold til en given livsstilsadfærd fx rygning. En ryger kan fx tænke: "Jeg burde stoppe, men så tager jeg bare på i vægt." I den motiverende samtale medtænker man netop de ønsker, normer og værdier personen har.

Gør jeg det, jeg vil?

Som sundhedsplejerske er din rolle, at fastholde forældre i problematikken: Er der overensstemmelse mellem det, jeg gør, og mit ønske om at beskytte eller gøre det bedste for mit barn? Du kan hjælpe med fakta og oplysninger, men det er i sidste ende forældrene, der skal afgøre, hvad der er bedst eller rigtigt for familien.

Når du gennemfører samtaler med forældre om passiv rygning, kan du tage udgangspunkt i fire trin:

  • Tag udgangspunkt i familiens ressourcer
  • Fokuser på løsninger frem for på selve røg-problematikken
  • Find realistiske løsningsforslag sammen. Kan røgen ikke komme helt ud, kan den begrænses
  • Opsummer løsningsforslagene og følg evt. op i en ny samtale

Find løsningen sammen

For nogle forældre, kan det være problematisk at smide røgen ud derhjemme. Fx en enlig mor, der ikke kan forlade et barn alene hjemme på fjerde sal for at gå ned og ryge. Her må I sammen finde frem til den bedst mulige løsning.

Mulige løsningsforslag kan være:

  • Ryg kun, når du ikke er derhjemme
  • Tyg nikotintyggegummi, eller brug andre nikotinprodukter, når du er derhjemme
  • Overvej rygestop, hvis du ikke kan finde en praktisk løsning

Passiv rygning i skoleklasser

Lærerne på din skole vil måske i den kommende tid spørge dig, om du vil medvirke i undervisningen. Du kan også selv tage kontakt til lærere i 0. til 3. klasse og foreslå, at du kommer og taler med børnene om passiv rygning.

Få inspiration hos Astma-Allergi Forbundet

Hvis du vil have mere inspiration til samtaler med forældre, der ryger, eller til at deltage i timer med skoleklasser så ring til Christine Højer Eriksen hos Astma Allergi Forbundet på tlf. 43 43 59 11.