Få styr på mærkerne
Mange af vores medlemmer forveksler ofte miljøhensyn med sundhed. Men der er stor forskel på, om produkter er gode for dig eller naturen. For eksempel kan naturlige parfumestoffer i en hårshampoo godt være let nedbrydelige og ok for fisk og havmiljø, men de kan altså stadigvæk give dig allergi. Derfor har vi lavet en miniguide til dig her, hvor du kan få styr på dine mærker.
Fokus på dig og din sundhed
Ingen parfume, produktsminke og andre unødvendige indholdsstoffer, så du har så lille risiko for at udvikle allergi som overhovedet muligt. Alle indholdsstoffer er blevet grundigt risikovurderet i forhold til allergi og sundhed. Den blå krans handler altså om, hvad der er bedst for dig og din sundhed.
Det bedste for miljøet
Svanemærket granterer, at produkter med mærket på, er blandt de mest miljøvenlige på markedet. Alle indholdsstoffers livscyklus bliver analyseret ud fra, hvor meget, de belaster miljøet i hele deres levetid. Ingen parfume er tilladt i babyprodukter og produkter til børn, men produkter til voksne må godt indeholde parfume.
Miljø på europæisk
Blomsten er den europæiske pendant til det nordiske svanemærke, og kriterierne er i store træk de samme. Mærkets fokus er på miljøbelastning, men dertil kommer visse krav til allergi og sundhed.
Dyrket uden brug af...
Er du interesseret i økologisk hudpleje, kan du bl.a. kigge efter det franske Ecocert-mærke. Ifølge Ecocert kan et produkt kalde sig økologisk, hvis helt ned til 10 pct. af indholdet er økologisk. Produkterne må gerne indeholde naturlige parfumestoffer - husk at de også kan give allergi.