Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Juletræer og pynt

Skimmelsvampe på juletræer kan give mennesker med skimmelsvampeallergi reaktioner fra næse og lunger, når træet bliver bragt ind i stuen.

Desuden dufter grantræer jo, og det kan genere mennesker med følsomme luftveje og astma. Træerne indeholder harpiksstoffer, fx canadabalsam og kolofonium, der er med til at give den velkendte granduft. Det kan være de stoffer, der udløser symptomerne.

Hvilket træ?

Der er ikke forskel på rød- eller ædelgran med hensyn til at give symptomer. Giver juletræet flere sorger end glæder, kan løsningen været et kunstigt juletræ, som du i dag kan få i mange størrelser.

Inden du pakker det kunstige juletræ væk efter jul, så husk at bruse det godt over med vand, så støv og eventuelle allergifremkaldende stoffer ikke bliver gemt til næste år.

Husk også at opbevare det kunstige juletræ støvfrit – fx i en pose eller kasse – og bruse det over igen til næste år inden du pynter det. Der kan gemme sig masser af støv på de mange tusinde "grannåle".

Allergi over for granpollen er sjældent

Allergi over for granpollen er sjældent, og det er kun de gamle og meget store grantræer - mindst 8-9 meter høje - der spreder pollen om foråret.

Reagerer du alligevel?

Reagerer du på juletræer, skal du finde årsagen i skimmelsvampe på træet eller i den harpiks, der giver den velkendte granduft.
Løsningen på begge dele er minimal kontakt med juletræer - dvs. kun at have dem inde i huset i få timer/dage - eller at vælge et kunstigt træ.

Hvis du reagerer på sporer fra skimmelsvampe, kan det hjælpe at spule træet og stille det til tørre et par dage, før du tager det ind i stuen.