Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Rejs med eksem

Solens stråler og varme gavner huden hos de fleste med eksem. Men selvom sol oftest er godt mod eksem, bør du undgå at være for længe i solen.

For meget sol øger nemlig risikoen for, at du udvikler hudkræft og huden ældes hurtigere. Så nyd solen i små doser. Husk de generelle solråd – læs også om solcreme her.

Husk, at du finder deklarerede solcremer i langt de fleste supermarkeder.

Varme er ikke kun godt

Varme gavner ikke alle. Nogle mennesker kan reagere med rødme og kløe, hvis de bliver meget varme, og sved kan forværre eksem.

Vær i øvrigt opmærksom på, at du bør være forsigtig med at kombinere tjæreholdige produkter og/eller de nye behandlingsmidler, Elidel og Protopic med soldyrkning. Tal med din læge om det evt. er nødvendigt at ændre lidt i din behandling, hvis du skal på ferie.

Modsat saltvand i havet kan klor i feriestedets svømmepøl give problemer. For lidt klor kan give bakterier mulighed for at trives, og det kan give infektion. Mennesker med følsom og ødelagt hud er særlig udsatte.

For meget klor eller andre kemikalier kan irritere eksemhud.  Så sørg for at skylle huden med ferskvand, hver gang du har været i poolen.