Fastelavn

Fastelavnssminke

Børnene elsker det, og mange af pædagogerne er rigtig dygtige til at forvandle poderne til vilde dyr og smukke sommerfugle. Sminke til børn er da også som regel ganske ufarligt, hvis det bliver brugt sjældent. Men har dit barn følsom hud eller eksem kan det være en god idé at finde andre effekter til udklædningen næste weekend.


- At sminke børnene en sjælden gang imellem tager de færreste skade af. Men bliver det en tilbagevendende begivenhed, at børnene kommer hjem med sminke i hele hovedet, så er der grund til at få en snak med pædagogerne, om ikke de skulle finde på andre aktiviteter. Sminken kan nemlig indeholde stoffer, som kan give allergi, forklarer Ewa Daniel, kemiker i Astma-Allergi Danmark.

Børns hud er forskellig

Risikoen for at få allergi af sminken er vidt forskellige for hvert enkelt barn. Men generelt kan man sige, at den afhænger af:

  • Hvor ofte barnet bliver sminket – en gang om året er sjældent et problem
  • Hvor tykt lag, der kommer på
  • Hvor stort et område af huden, der er dækket af sminken
  • Hvor længe sminken får lov til at sidde på huden
  • Mange tror at økologisk sminke er mere allergivenlig end andre former for sminke. Men det er helt forkert. Der findes masser 'naturlige' stoffer, som kan give allergi.

Når du skal sminke dit barn

  • Køb faste farver frem for flydende. Jo mere flydende, jo mere konservering er der i
  • Køb kun produkter, hvor du kan læse, hvad der er i
  • Brug kun sminke ved særlige lejligheder
  • Undgå parfumestoffer og essentielle olier
  • Brug en fed creme under sminken
  • Lad ikke sminken sidde for længe og lad være med at sminke for tæt
    på øjnene
  • Nogle typer fastelavnssminke må ikke komme på læberne, så undlad at gøre det

Sådan kan du få sminken af

  • Brug en skumsvamp og lunkent vand
  • Brug en rensecreme uden parfume til at fjerne sminken
  • Smør en fed, deklareret creme ovenpå sminken, og tør efter med en svamp

Har dit barn følsom hud eller eksem?

  • Undgå fastelavnssminke helt eller brug det kun på begrænsede områder af ansigtet
  • Undlad altid at sminke tør og revnet hud, eller hud med åbenbar eksemudbrud
  • Brug jeres sunde fornuft. I ved som regel bedst, hvad jeres barn reagerer på
  • Undgå parfumestoffer - de er alle under mistanke for at give allergi. Vær opmærksom på, at visse former for konserveringsmiddel også kan give allergi
  • Find ud af hvad dit barn ikke kan tåle og lad det være udgangspunkt for, hvilken fastelavnssminke du ikke skal putte i indkøbskurven

Du kan ikke selv allergiteste dit barn!

Lad være med at tro på producenternes anvisninger om, at du kan teste om dit barn tåler sminken ved at smøre det på et lille område på fx armen og vente 60 min. for at se om huden bliver rød og irriteret. En allergisk reaktion viser sig først efter 48 timer - og først anden gang huden kommer i kontakt med det, den ikke kan tåle.

 


Betina Hjorth
Rådgivningschef
Tlf. 43 43 42 99

De farlige farver
  • Rød farve: kan virke irreterende på huden og kan give allergi.
     
  • Blå farve: kan indeholde kobolt, som er allergifremkaldende.
     
  • Mørke farver (brun,sort): kan indeholde nikkel, som mange er eller bliver allergiske overfor.
Kendte allergiskurke
  • CI 75470 / CI Natural red: Rødt farvestof udvundet af rygskjoldet fra en skjoldlus. Bruges bl.a. i læbestift og spegepølse (E120). Kan derfor både give fødevareallergi og kontaktallergi.
     
  • CI 60725: Et blåviolet farvestof, der bl.a. bruges i kosmetik. Kan give allergi, der desuden er mistænkt for at være kræftfremkaldende og skadeligt for vandmiljøet.
3 gode huskeråd

Tjek altid varedeklarationen for unødige stoffer før du køber produkter til dig selv eller dit barn. Det her kan du kigge efter:

  1. Undgå parfume. Kig på varedeklarationen, og hvis du støder på ordene parfume, fragrance eller aroma, så vælg produktet fra.
  2. Undgå Benzylalkohol, der er et særlig allergifremkaldende parfumestof. Nogle producenter bruger det dog også som konservering og skriver derfor, at produktet er parfumefrit. Det er forkert.
  3. Undgå de 26 stoffer, der findes på EU's liste som værende særlig allergifremkaldende, og som er deklarationspligtige. Nogle af dem har citruslignende navne som citronellol, citral og limonene