Breadcrumb Breadcrumb

Asset Publisher Asset Publisher

"Man har lyst til at tage kløen og lade den gå ud over sig selv"

Som forælder til et barn med eksem er kløe en del af hverdagen. Men det er ikke nemt at være vidne til, at ens barn klør og klør, uden at man kan gøre ret meget for at hjælpe.

Emily lider af børneeksem, som klør så meget, at hun har haft svært ved at sove. 

Det er værst om natten. Så står Emily op og klør. Bare klør og klør over hele kroppen. "Smør creme på," siger hun. Og hendes forældre står op og smører hende ind, som de har gjort tusindvis af gange, siden Emily på to år blev født. For at lindre kløen og undgå, at kradseriet laver sår og gør eksemet endnu værre.

– Da hun var mindre, kunne hun ikke sige, hvor det klør. Det kan hun godt nu, men det er stadig svært for hende at forklare, hvad der sker. Lige så snart hun finder ro i sengen, så kommer hun i tanke om kløen, og så ligger hun bare og vender og drejer sig, fortæller Emilys mor, Nana Ritz.  

Hun og hendes kæreste skiftes derfor til at sove inde ved Emily på en madras, så hun ikke vågner op og når at klø sig helt til blods. De har købt en dyr eksemdragt og en særlig dyne, og de sørger for at holde værelset koldt. Kort sagt tager de alle forholdsregler for at undgå kløen – men den er svær at holde fra døren.

Hun kan ikke være sig selv

Eksemet startede, da Emily var 14 dage gammel. Til at begynde med vidste Nana og hendes kæreste ikke, hvad det var. Det viste sig både i ansigtet og på kroppen, og de skyndte sig til lægen, som gav dem noget creme. Men det hjalp ikke. Det hele gentog sig, og parret anede ikke, hvad de skulle gøre.

– På et tidspunkt stod vi hos lægevagten, og Emily skreg og havde store eksemplamager. Vi vidste selvfølgelig godt, at eksemet var ubehageligt for hende, men det var ikke, før lægen sagde: "Hun har eksem og det klør – derfor kan hun ikke være i sig selv," at vi forstod, hvor forfærdeligt det er at have kløe, og at det var det, som gjorde hende så ked af det, fortæller Nana.   

Efterfølgende gik de på apoteket og købte alt, hvad der var af kløedæmpende midler. De blev sendt til en hudlæge, men da intet hjalp, blev familien henvist til hudafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Der er de nu fast tilknyttet. 

Ikke kradse, men klappe

Selvom kløen er slemmest om natten, melder den sig også på banen om dagen. Hvis Emily pludselig er uden for synsvidde, eller der pludselig bliver meget stille, så ved Nana godt, hvad der er på spil.

– Emily ved godt, at det ikke er godt at klø igen, men det er jo så svært for hende at lade være. Så hun går væk, hvor vi ikke kan se hende, og klør som en gal, fortæller Nana.  

Nogle gange ringer de fra vuggestuen, fordi de ikke har kunnet få Emily til at stoppe med klø.

– De er supersøde til at hjælpe, men de har selvfølgelig ikke de samme ressourcer til at give det opmærksomhed. De har også helt ondt i hjertet. De gør, hvad de kan, men nogle gange må de give fortabt.  

Nana og hendes kæreste prøver at forklare Emily, at hun ikke må kradse, men at man kan klappe i stedet, så der ikke går hul. En anden strategi er, at Emily klør på sin mor eller far, og så klør de på hende. Det bedste er at få fokus væk og prøve at aflede hende, så hun glemmer kløen. Indtil den melder sig næste gang.

Et fuldtidsjob

Heldigvis føler Nana, at de er blevet bedre til at håndtere kløen – både i forhold til hvad der kan hjælpe på eksemet og dermed kløen, og de har også vænnet sig til, at Emilys eksem er en del af hverdagen. Men eksem og behandling fylder stadig virkelig meget.

– Alt, hvad vi foretager os, tænker vi over, fordi vi skal passe på Emilys hud. Vi føler, at vi gør vores bedste, men når man så kigger på hende, vil man bare gerne gøre endnu mere. Når hun vågner op om natten, det klør overalt på hende, og man har gjort alt – man har givet antihistaminer, man har smurt med cremer – så bliver man jo bare så ked af det inden i. Man har lyst til at tage kløen og lade den gå ud over sig selv, fortæller Nana.

Efterhånden føler Nana og hendes kæreste sig nærmest som eksperter i hud, fordi de har brugt så meget tid og energi på at læse om eksem og behandling. De har været på eksemkursus hos Astma-Allergi Danmark og har også prøvet forskellige alternative behandlinger – alt sammen for at prøve at kontrollere det, som ikke kan kontrolleres. Med tiden har de dog lært at acceptere situationen og er gode til at snakke om det og være åbne over for hinanden og folk, der er tætte på dem.

– Det er et fuldtidsjob – i hovedet i hvert fald – men vi sørger for at give hinanden pauser og prioriterer, at vi for eksempel kan få en nats søvn hver især. Det giver os fornyet energi. Og heldigvis er Emilys bedsteforældre ikke så skræmte over al det smøreri, men vil altid gerne passe. Så vi klarer det.

Kom på venteliste til efterårets eksemkurser

  • Astma-Allergi Danmarks eksemkurser, som afholdes i efteråret 2020, er fuldt bookede – men du kan skrive dig på venteliste, så du bliver kontaktet, hvis der er ledige pladser.
  • Læs mere om, hvor og hvornår eksemkurserne afholdes her 

Nyhed: 06.08.2020

Medlemskab for dig med eksem

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med børneeksem og hudallergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Vi er din medlemsforening.

 

 

Rådgivning når det passer dig

Bliv medlem og få adgang til online rådgivning


Web Content Display (Global) Web Content Display (Global)

Bliv medlem i dag

​​

Et medlemskab af Astma-Allergi Danmark koster 225 kr. om året 
eller det, der svarer til 19 kr. om måneden!

Web Content Display Web Content Display

Besøg vores bladarkiv

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Web Content Display Web Content Display

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Web Content Display Web Content Display