Breadcrumb Breadcrumb

Asset Publisher Asset Publisher

Målestationer flere steder i landet giver mere viden om pollen

Som noget nyt bliver der i år på forsøgsbasis målt pollen seks steder i landet. Astma-Allergi Danmark er en del af det store forskningsprojekt, der skal gøre os endnu klogere på fænomenet, som hvert år plager hundredtusindvis af danskere.

Det er vigtigt, at pollenfælden placeres højt. Her ses den på taget i Aalborg.

Hvordan er pollensæsonen for en esbjergenser sammenlignet med en københavner? Det skal et stort forskningsprojekt bl.a. gøre os klogere på.

Astma-Allergi Danmark samarbejder med Aarhus Universitet om en ny målekampagne, hvor der indsamles pollen- og sporedata forskellige steder i landet.  

Formålet er at blive klogere på, hvor store variationer der er i de lokale polleneksponeringer. Tidligere studier viser, at der kan være store udsving i pollenniveauet lokalt. Projektet skal derfor gøre os klogere på, hvilke parametre der har indflydelse på, hvor meget vi udsættes for pollen – fx betydningen af de lokale vejrforhold og vegetationen i området.

- I Danmark har vi en fantastisk mængde helbredsdata, og vi kan derfor levere nogle meget stærke studier af effekterne af f.eks. luftforurening. Vi ønsker at opnå en tilsvarende detaljeret viden om danskernes eksponering af luftbårne allergener, som påvirker op mod én million danske pollenallergikere, siger postdoc Pia Viuf Ørby, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet og tilføjer:

- Den indsamlede data og viden kan bruges i større helbredsstudier og omsættes til gavn for danskere med pollenallergi. Når vi kan blive bedre til at estimere pollenniveauer lokalt, kan vi også bedre hjælpe borgere med pollenallergi med at tage deres forholdsregler.

Siden 1970´erne har Astma-Allergi Danmark målt pollen fra faste målestationer på hhv. DMI i København og på Viborg Sygehus, hvilket giver Danmark en meget lang og stabil dataserie. Det er via de to målestationer, at Astma-Allergi Danmark hver dag i pollensæsonen kan levere Dagens Pollental og -varsling til gavn for de mange tusinde danskere, der lider af pollenallergi.

Pollenfælder skal placeres højt

I forbindelse med det nye forskningsprojekt blev der i marts opsat målestationer i form af pollenfælder på taget af Esbjerg Rådhus (i samarbejde med Esbjerg Kommune), Roskilde sygehus (i samarbejde med Lungemedicinsk Afdeling), Aalborg Midtby (i samarbejde med Aarhus Universitet og Institut for Miljøvidenskab) og Odense Rådhus (i samarbejde med Odense Kommune). Pollenfælderne skal tages ned til efteråret, og derefter begynder det store analysearbejde, hvor de indsamlede prøver skal tælles under mikroskop, og data fra de forskellige regioner skal sammenlignes. 

De fire geografiske placeringer er nøje udvalgt. Placeringen af fælderne har nemlig stor betydning, når man skal måle pollenkoncentrationer.

- Vi vil rigtig gerne undersøge de regionale variationer i pollenbelastningen i løbet af en sæson i nogle af de områder, hvor der bor flest mennesker i Danmark. For at få en baggrundsmåling af de regionale pollenmængder er det vigtigt at placere fælden højt, så målingerne ikke bliver påvirket af pollen fra meget lokale kilder, siger Karen Rasmussen, pollenbiolog i Astma-Allergi Danmark.

Kunstig intelligens muliggør femdøgnsprognose

Målearbejdet kan for eksempel bruges til at teste, om forskellige modeller kan anvendes til at forudsige pollenniveauerne lokalt.

I dag samarbejder Astma-Allergi Danmark eksempelvis med it-firmaet Miracle, som har udviklet en helt ny femdøgnsprognose for pollen. Den nye teknologi er baseret på machine learning, som er en teknik inden for kunstig intelligens. Det betyder, at det er lykkedes at kombinere historiske pollen- og vejrdata med aktuelle prognoser, der via avancerede algoritmer kan forudsige mængden af pollen fem døgn ud i fremtiden.

Pollenprognosen er lige nu i betatest, hvilket betyder, at funktionen er tilgængelig i appen Dagens Pollental, men stadig er under udvikling.

- En opgave, vi gerne vil løse på længere sigt, er at udvikle mere præcise prognoser til gavn for folk med pollenallergi i hele landet. Det kræver blandt andet mere data, som dette forskningsprojekt bidrager til. Vores håb er derfor, at projektet kan bidrage med både data og viden, som for eksempel kan inkorporeres i pollenprognoserne og give folk et endnu bedre billede af, hvornår der er pollen i luften, siger Karen Rasmussen. 

Fakta om projektet

Projektet er iværksat af Aarhus Universitet i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. Det udføres som en del af BERTHA-centerets projekter, hvor der er fokus på koblingen mellem miljøeksponeringer og sundhedseffekter. Projektet er finansieret gennem BERTHA via en bevilling fra NOVO Nordisk Fonden.

I dette projekt har vi fokus på de to pollentyper som generer flest danske pollenallergikere; birk og græs. Vi vil også opsamle luftprøver i sæsonen for skimmelsvampesporer og bynke.

Nyhed: 01.07.2020 

Medlemskab for dig med pollenallergi

I Astma-Allergi Danmark ved vi, at en hverdag med pollenallergi har sine udfordringer. Derfor arbejder vi for at finde løsninger i fællesskab.

Vi er din medlemsforening.


Web Content Display (Global) Web Content Display (Global)

Bliv medlem i dag

​​

Et medlemskab af Astma-Allergi Danmark koster 225 kr. om året 
eller det, der svarer til 19 kr. om måneden!

Web Content Display Web Content Display

Besøg vores bladarkiv

AstmaAllergi-bladet sætter fokus på temaer og nyheder inden for astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at læse uddrag fra nye og gamle blade i vores bladarkiv.

Web Content Display Web Content Display

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev og hold dig opdateret om Astma-Allergi Danmarks aktiviteter samt de seneste nyheder om astma, allergi, høfeber og eksem.

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Web Content Display Web Content Display