Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Myndighederne anbefaler os at vaske hænder og bruge håndsprit ofte for at undgå smitte med corona-virus – men de gode anbefalinger kan være hård kost for dem med eksem og sårbar hud.
Håndvask og håndsprit tærer på fedtmængden i huden, og hvis hudbarrieren bliver beskadiget, er man i større risiko for eksem.
Når vejret bliver koldere, bliver huden samtidig mere udsat, og det er derfor vigtigt at huske den daglige pleje af hænderne.
Astma-Allergi Danmark anbefaler, at du bruger håndsæbe og -sprit med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic til den hyppige håndvask – så er du sikker på ikke at blive udsat for parfume og andre ingredienser, som er kendt for at være allergifremkaldende. Der stilles også krav til at håndsprit skal være tilsat ingredienser, der sikrer, at huden ikke tørrer ud.
En gennemgang i oktober 2020 af den videnskabelige litteratur på området slår fast, at håndsprit med glycerin er mindre belastende for huden end vand og sæbe. Håndsprit med glycerin kan anvendes, når hænderne er tørre, og de ikke er synligt snavsede.
En øget brug af håndsæbe med parfume og andre allergifremkaldende ingredienser kan endda øge den enkeltes risiko for at blive ramt af hudallergi, også kendt som kontaktallergi.
Herunder kan du se vores video om håndvask:
For at beskytte hænderne mod udtørring anbefaler Astma-Allergi Danmarks Rådgivning, at du også husker at smøre dine hænder med en fed creme. Så kan huden bedre opretholde sit fedtniveau, og du er bedre beskyttet mod at udvikle eksem.
Vælg en creme med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Nordic – så har et hold af erfarne eksperter vurderet alle ingredienserne for dig, og risikoen for hudallergi er minimal.
Der findes over 1200 produkter med allergimærkningen Den Blå Krans eller Asthma Allergy Danmark alene i Danmark, og de kan købes i de fleste dagligvarebutikker.
Du kan søge efter produkter med allergimærkningen her:
Herunder kan du se vores video om håndcreme:
Vi har åbent alle hverdage kl. 9-12 og onsdag kl. 16-18.
Ring til os på 4343 4299
Husk at du som medlem kan få skriftlig rådgivning.