Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Det kan være svært at se sine omgivelser fortære klejner, julekager og andet lækkert juleknas med stor begejstring, når du selv lider af fødevareallergi og ikke kan tåle hverken æg, mælk, hvede eller gluten.
Klik inde på vores juleopskrifter og hent inspiration til, hvordan du bager dine egne lækre småkager og laver din egen risalamande uden de "forbudte" sager i.
Har du mælkeallergi og er det eneste du drømmer om en kop varm kakao med flødeskum, så er der hjælp at hente. Du kan nemlig få flødeskum lavet på soja. Der findes flere varianter bl.a. nogle på sprayflaske, som kan sprayes direkte ned i den varme kakao.
Den særlige flødeskum kan bl.a. købes her
Bordbomber, heksehyl, raketter og kanonslag er festlige, farverige og røgfyldte. Og traditionen tro fyres der voldsomt af, både ude og inde, ofte til stor gene for børn og voksne med astma og følsomme luftveje. Er der nogen i din familie eller omgangskreds som har astma, bør du tænke dig om en ekstra gang, inden du sætter fut i bordbomberne.
Det har i tidligere år været muligt at købe bordbomber uden krudt, der "eksploderede" på basis af lufttryk. Kig eller spørg efter dem hos nærmeste fyrværkerihandler!
Udendørs fyrværkeri uden røg kan dog være vanskelige at opspore, selv om de findes. Det bedste råd er at børn og voksne med følsomme luftveje nyder fyrværkeriet bag lukkede vinduer eller går ud og fyrer krudt af, inden der kommer for meget røg i luften fra naboernes fyrværkeri.
Har dit barn børneeksem, kan huden omkring munden blive rød og begynde at klø, når det fx spiser clementiner. Årsagen er, at syren fra frugterne irriterer huden. Der er altså ikke tale om allergi over for den syreholdige frugt, men en irritation.
Du kan eventuelt skære frugten i små mundrette bidder, der kan komme direkte i munden. På den måde kommer huden omkring munden ikke i direkte kontakt med frugtsaften. En anden måde at undgå problemet er, at smøre huden omkring munden med fed fugtighedscreme, inden dit barn spiser de fødevarer, der giver irritation. På den måde lægger du en barriere, så irritationen minimeres.
Et barn med børneeksem kan opleve, at huden begynder at klø, hvis hun får det for varmt og begynder at svede. Så vær opmærksom på, at varmen fra brændeovnen og de mange stearinlys i denne søde juletid, kan genere dit barn. Så derfor: Skru ned for blusset!
Alle børn vil gerne være med til at pynte op til jul. Men huden hos et barn med børneeksem kan nemt blive irriteret af at være meget i vand, kulde og kemikalier. Så hvis I "leger" med ler, så husk at få vasket og tørret hænderne godt bagefter, samt smøre dem godt ind i fed, uparfumeret creme.